Constructa

-Et vartegn for Silkeborg med sø og skov i centrum

Odden ved Silkeborg Langsø er et ideelt sted, at anlægge et nyt søbad og skabe et nyt bynært naturområde. Der er en masse fantastiske muligheder i, at udvikle dette område, på grund af stedets centrale placering, så tæt på byen og alligevel ude midt i naturen. Stedet vil kunne bringe livet, der er ved søbadene i Almind Sø, ind midt i Silkeborg, og samtidig åbne op for en masse nye muligheder for aktiviteter i midtbyen. Udspringstårnet ‘Springet’ er et nyt vartegn, et landmærke, der kommer til at stå som centrum for området, der samler byen og naturen på en elegant og smuk måde. Springet og det nye Odden, hænger sammen med projektet omkring nyskabelse af parkeringsområdet langs søen foran Jyske Bank. Inspireret af det midlertidige levende byrum Street Plaza i sommeren 2013, med street og skaterfaciliteter, har vi implementeret faste streetfaciliteter i dette projekt, for at fastholde det fantastiske liv, som opstod ved denne begivenhed.

Det nye søbad på Odden

På spidsen af Odden anlægges et stort frit græsområde, hvor der er plads til boldspil, leg og picnic. Der sættes borde og bænke op langs kanten, og der etableres bålplads med eventuelle grillmuligheder. Ved siden af, etableres beachvolleybane og omklædningsfaciliteter. Omklædningsfaciliteterne indeholder brusere og offentlige toiletter, der kun er åbne i badesæsonen. På sydsiden af Odden etableres der shelters med udsigt til vandet og byen. Den allerede eksisterende sandstrand på nordsiden af Odden, udvides og indrammes til et børnebassin på grund af den lave dybde. På spidsen af Odden etableres en ny større sandstrand, hvor der er rig mulighed for leg og boldspil i vandet. På det yderste af Odden etableres en snoende badebro, der giver adgang til at kunne hoppe i vandet på dybere vand. Der vil her være gode muligheder for vinterbadning. I forbindelse med projektet har vi udviklet en midlertidig badeø, som kan forankres på søbunden på et givent sted på søen. Badeøen er bygget på en flydende pontonbro, på 2,5 m x 5 m platform. Den etableres med stige og 1 meter vippe med gelænder. Ud for badebroen etableres kronen på værket udspringstårnet Springet. Her svømmer man de godt 60 meter fra Odden, eller de godt 100 meter fra bysiden, for at komme ud og springe 1,3 eller 5 meter.

Kort over Odden Søbad og Springet i Silkeborg Langsø:

Springet – forlystelse og vartegn

Udspringstårnet Springet er både en forlystelse og et vartegn. Med spring fra 1, 3 og 5 meter giver den både spænding og sjov i sommerperioden, og set på afstand, er den et smukt og elegant vartegn for Silkeborg.

Springet lyser op i naturen med sine to smukke buer, der enkelt og elegant springer op af vandet. Det er tydeligt at se forbindelsen mellem udspringstårnets funktion og dens linjer. Det giver en smuk helhed, som passer ind i  området, og binder byen og naturen flot sammen. Om aftenen belyses buerne af projektører nede fra vandspejlet, så man ser buernes linjer i mørket, og da buerne er hvide, vil kun det enkle og mest ikoniske stå frem.