Constructa

Tirsdag d. 8. oktober deltog Constructa for 2. gang i Aarhus Universitets Case Competion, som kort beskrevet går ud på at ca. 150 studerende – med forskellige kompetencer – konkurrerer i at finde løsninger på ialt 25 lokale virksomheders markedsføringsudfordringer. Hvert hold består af 1-4 personer, der hver får præcis 120 sekunder til at præsentere det resultat, som de forinden bruger 8 timer på at skrue sammen.

Udfordringerne har virksomhederne selv kastet ind i kampen – og vores udfordring til de unge mennesker var: Hvordan bryder Constructa de gængse konventioner for markedsføring og finder en markedsstrategi, der på troværdig vis udskiller sig markant fra de øvrige markedsaktører i rådgivningsbranchen ?

Blandt de 2 grupper, der havde arbejdet med vores case – var dagens vindere Line Forsberg og Maja Sejerskilde. Ifølge dommerpanelet leverede de en skarp og meget professionel præsentation af en ny markedsføringsstrategi.

Vores oplevelse var, at de leverede en præsentation, der faktisk gik i samme retning, som vi selv er på vej i. Begreber som hverdagsbyggerier, trivsel og bæredygtighed fyldte en del både visuelt og faktuelt – i et forslag til ændring af vores hjemmeside. Dertil enkle farver, store billeder – og forenklede menuer ! Et nyt slogan fik vi også med hjem: “Vi rummer hverdagen”. Sådan !

Næste år har vi noget nyt at præsentere for de unge studerende – så bliver det lidt sværere at bidrage med nyt design (håber vi !!)